Nordsø 2007 I Travemünde I Tyskland

Skønne Travemünde I Tyskland.

Det er vel nok et dejligt sted. Desværre er der ingen billeder fra starten af stævnet, da Emil og jeg først ankom torsdag middag. Emil havde lige en eksamen, som skulle overstås først. Han nåede derfor heller ikke at spille med I de første to kampe.

Den første dag regnede det lige fra vi kom og til næste morgen. Det var heller ikke en særlig god dag for de danske hold, kun 3 sejre kunne det blive til.

Selv fotografen gik I stå, ingen billeder fra denne dag.

Næste dag, altså fredag blev en helt anderledes dag. Der var fuld sol lige fra morgenstunden. Skønt efter torsdagens regnvejr. Der blev startet med en morgensamling, hvor spillerne fra starten blev bedt om at bakke bedre op, når man selv var færdig med at spille. Og ja om det var det der gjorde forskellen ved jeg ikke, men bakket op, det blev der i hvert fald. Det var dejligt at se. 14 sejre blev det til, så det var en god dag for de danske spillere. Sluttede lige af med at vinde 5 - 0 over Sverige, en god afslutning på petanquebanen.

Spillerne tog tilbage til hotellet, mens vi andre supportere bestående af Bente og Harry fra Horsens, Erik Erlandsen, Mette Ellekjær samt Erik Nielsen (far til Dennis) og undertegnede tog på Italiensk restaurant, hvor vi fik en god bøf med salat og kartoffelbåde. Lækkert mad - gud ved om spillerne kunne hamle op med dette? Vi havde en hyggelig aften. Lige før midnat vendte vi tilbage til “Villa Charlott”, hvor de fleste af supporterne overnattede. (der er et billede af dette hyggelige hotel, hvis andre en gang skulle få lyst til at overnatte I Travemünde, tæt ved stranden).

Sidste spilledag, nemlig lørdag var også en god dag for de danske spillere. De fik 9 sejre ud af 15 kampe, så godt gået. Her oplevede vi både sol og regn. Hold da op hvor en byge der kom. Alle søgte læ under den store “teltdug”. Heldigvis var den hurting overstået, så der atter kunne spilles. Vi sluttede af med en sejr over England på 3 - 2, så det var en god afslutning på dette stævne.

Spillerne skulle tilbage til hotellet og gøre sig klar til den store fest.

De tre supportere Harry, Bente og jeg selv ville nu gerne hjem. Men uden kort over Tyskland, hvordan skulle det nu gå???

Endelig fandt vi et skilt mod Flensborg, så kunne det vel ikke være så svært!!!

Men Bente og Harry forsvandt pludselig, mon de er kommet hjem?

Slut for nu, men har du en god historie eller billeder fra Nordsø, må du gerne kontakte os på tlf. 75 63 00 48 eller mail; Jette@bank.dk.

Hilsen Jette (mor til Emil).

Billederne kan du se her  klik

 

 

Sponsor